Kontakt

MBSR

Mindfulness-baseret stressreduktion

Et veldokumenteret 8 ugers intensivt forløb for syge og raske. En vej tilbage til din naturlige tilstand af nærvær og balance.

“Hvis dit sind ikke er forstyrret af unødvendige ting, da er det den bedste tid i dit liv” – kinesisk ordssprog

Forløbet er for alle, der gerne vil opleve mere nærvær, indre ro og frihed i en travl hverdag og samtidig få en større robusthed i de situationer, hvor vi alle fra tid til anden oplever stressbelastning og smerte.

 

 

Når vi træner i mindfulness meditation og nærværsøvelser, åbner der sig en verden i os selv, vi ikke normalt mærker, fordi vi ofte har skåret kontakten fra til vores krop og sanser. Der ligger ikke desto mindre uanede ressourcer og selvhelende kræfter i os selv, som vi gennem nærværstræning kan få adgang til.

I stedet for at slå automatpiloten til kan vi lære at turde være i alle vores oplevelser, både de behagelige som ubehagelige gennem kontakt til det, der sker i os lige nu og her. Man kan sige det sådan: “Vi kan ikke stoppe livets bølger, men vi kan lære at surfe på dem” (Jon Kabat-Zinn.)

Grundessensen er at møde alt det, vi oplever med fuld vågenhed, åbenhed og nysgerrighed, uden at bedømme det som noget vi kan lide eller ikke lide, men mere med en accept af, at tingene er som de er.

Vi tillader at turde være i vores liv og kigge på det som er vores udfordringer, istedet for at flygte fra det, lukke af for det eller dulme det – vi tør se på det der er, for det er der jo alligevel!

 

Metoden er simpel men ikke nem

Vi lærer teknikker til at trække vejret opmærksomt, mærke vores krop, acceptere vores tanker og følelser, og vi lærer at lade dem komme og gå, at kunne trække vejret ind i dem og lade dem passere som skyerne på en lyseblå himmel. Men for at det skal lykkes virkelig at leve med nærvær, er vi nødt til at indtage en holdning med en stærk motivation, vilje og intention, for at bruge tid til træningen hver dag og den tålmodighed det kræver, også når det går op af bakke.

Man kan sige, at vi optræner en mindfulness-muskel, som skal holdes ved lige for at fungere.

 

Kursets indhold

Mindfulness-baseret stressreduktion MBSR-programmet er forskningsbaseret og udviklet af Ph.D. Jon Kabat-Zinn, Center for Mindfulness, University of Massachusetts. Det er et velstruktureret gruppeforløb som består af 8 ugers træning i mindful yoga, kropsskanning, åndedræts og stilhedsmeditation, gående meditation, psykoedukation og stresshåndtering og daglig nærværstræning, som vi kan overføre til alle livets gøremål.

Du vil blive grundigt indført i alle øvelserne og få lydfiler via et online kursus stillet til din rådighed under og efter kurset.. I alt 29 timers kursus. Der udstedes kursusbevis som er adgangsgivende på formelle MBSR-uddannelser i Danmark og internationalt.

 

Hvem er det for?

Du kan komme på kurset, fordi du føler dig udsat for stress, udbrændthed, søvnløshed, angsttilstande, oplevelse af tristhed og depression, misbrug af forskellig art, spiseforstyrrelse, koncentrationsbesvær, psoreasis, kroniske smerter m.m. Fælles for de fleste af vores lidelser er, at de udgår fra en stresstilstand i kroppen, og derfor kan de alle behandles med stressreduktion.

Du kan naturligvis også komme på kurset for at opleve glæden ved at være fuldt ud til stede i livet og lære dig selv bedre at kende. Vi træner i en gruppe på max 12 deltagere, hvor der hurtigt skabes en tryg og fortrolig stemning af at vi alle er “i samme båd”, fordi vi er mennesker og alle ønsker at leve med glæde, sundhed og omsorg for os selv og andre. Filosofien bag er at når vi udveksler med andre ikke kun bliver klogere på os selv, men også oplever alt det vi har til fælles med andre.

 

Oplevelsesorienteret – learning by living

Vi arbejder ikke traditionelt med terapi omkring din fortid eller baggrund, men forholder os tværtimod kun til din her-og-nu tilstand som du oplever i kroppen under træningen. På den måde lægger programmet vægt på de oplevelser og erkendelser, du får med dig selv, snarere end at du får serveret “løsninger” og gode råd.

Du bliver i hver lektion indført i lidt teori om stress ud fra en kognitiv ramme, og lærer hvordan krop, tanker og følelser påvirker vores trivsel eller mistrivsel, og som vi undersøger ved at praktisere øvelser og udveksle om. Men kurset er primært praksisorienteret med fokus på træning på gulvet i siddende, liggende, stående og gående meditation, yoga og nærværsøvelser.

Imellem den fælles ugentlige træning får du opgaver og CD’er til hjemmetræning, så vi sammen kan følge din proces på vej til at kunne give mere og mere slip på din smerte eller stressbelastning. Det er en forudsætning, at du træner øvelserne i min. 30-45 minutter hver dag i de 8 uger, for at få virkelig gavn af det dokumenterede program. Derfor skal du før kurset gøre op med dig selv, om du kan og vil investere den tid på dig selv og din sundhed?

Hvis du siger ja til dette, har du allerede taget det første skridt på din vej mod et større nærvær, indre balance og hjælp til selvhjælp til resten af livet.

Hvad fortæller tidligere deltagere?

 

Læs hvad andre har fået ud af forløbet her

Mine forløb i 2019

Du kan tilmelde dig 3 forløb

Vinter 2019: Tirsdage fra d. 15. januar – 12. marts (minus uge 7 pga. vinterferien).

Datoer: 15.1., 22.1., 29.1., 4.2., 19.2., 26.2., 5.3., 12.3. Altid kl. 16.30-19.

+ retreatdag søndag d. 3. marts kl. 9-16.30.

 

Forår 2019: Tirsdage fra d. 23. april – 18. juni (minus uge 24)

Datoer: d. 23.4., 30.4., 7.5., 14.5., 21.5., 28.5., 4.6., 18.6.  Kl. 16.30-19.

+ retreatdag søndag d. 2. juni kl. 9-16.30.

 

Efterår 2019: tirsdage d. 13. august – 1. oktober

Datoer: d. 13.8., 20.8., 27.8., 3.9., 10.9., 17.9., 24.9., 1.10. Kl. 16.30-19.

+ retreatdag søndag d. 22. september kl. 9-16.30.

 

Sted: Øsal Ling, Lysets Have, Fredensgade 39, baghuset, Aarhus C

Retreatdagene foregår i rolige og landlige omgivelser i nærheden af Aarhus.

Læs om retreatdagen her

Praktiske oplysninger

Deltagergebyr: 4000 kr. + moms (1000 kr.).

Er der tale om et behandlingsforløb (angst, depression, kroniske smerter, stressrelaterede sygdom m.m., og du har været omkring egen læge/psykiater for lidelsen, kan gebyret være momsfrit, da jeg skattemæssigt er godkendt som behandler.

Alle deltagere visiteres grundigt i telefonen før opstart og der føres journal for behandlingsforløb (læs udførligt min privatlivspolitik nederst på siden).

Prisen er inkl. alt materiale, kursushæfte, og guidede øvelser til hjemmetræning.

 

Ekstra gratis MBSR online kursus:

Som noget nyt får du gratis adgang til mit MBSR Online kursus, hvor alle ressourcerne står til din rådighed under og efter kurset. Dette onlinekursus koster for andre 700 kr.

I kursusprisen er også dækket en lettere forplejning til hver kursusgang (kaffe/the/frugt/sødt).

Tilmelding