Hvorfor gå i eksistentiel psykoterapi? 

 

Som sunde mennesker skal vi kunne beskytte os mod dødsangst uden at fortrænge at vi alle skal dø. Vi skal kunne udholde en viden om, at vi basalt er alene og dog turde knytte os til andre. Vi skal kunne håndtere frie valg og dermed påtage os ansvaret for vores eget liv. Og vi skal kunne skabe mening i en tilsyneladende meningsløs tilværelse.

Når tanker, følelser og oplevelser får lov at komme til udtryk og blive mødt med accept, får vi nye måder at være i verden på i større fred og harmoni med os selv som det mennesker vi er.

Samtaleterapi og selvforståelse kan blive døråbneren til en ny forandring i dit liv og i de relationer du lever. Det er nemlig sådan, at når vi lærer at acceptere os selv som dem vi er og begynder at give os selv omsorg, så bliver vi også bedre i stand til at drage ægte omsorg for andre.

Jeg tror på, at vi alle har evnen til forandring; roden i os til at finde mening med livet og potentialet i os til at opnå høj livskvalitet.

At indlede en terapeutisk proces kan altså godt betyde en ny begyndelse på livet. En ny chance.

Men samtaleterapi er ikke genveje til lykken eller en mirakelkur, der fritager os for at tage eksistentielt ansvar for os selv.

Jeg sidder ikke inde med de forkromede løsninger på dit liv. Men jeg stiller mig til rådighed som et ligestillet medmenneske, der kan støtte dig i at undersøge dit indre univers, på en måde så du vil reflektere over din livssituation, og i samarbejde vil vi forsøge at afdække dine valgmuligheder i livet.

 

Hvilke temaer kan man arbejde med i psykoterapi?

Terapien foregår i dit tempo og emnerne bestemmer du. Der er som udgangspunkt ikke noget som er rigtig eller forkert, eller for stort eller småt at tale om. Det kan for eksempel handle om:

 

Din trivsel:

·       Vende udbrændthed og stress til overskud i hverdagen

·       Vende modløshed og depression til glæde ved livet igen

·       Få bearbejdet sorg, tab og tidligere traumer

·       Få talt åbent om ensomhedsfølelser og komme ud af isolation

·       Få hjælp til psykosomatiske symptomer som angst og fobier

·       Blive bedre til at takle præstations- og eksamensangst

·       Få bearbejdet barndommens landskaber og leve mere frit som voksen.

Dit familieliv:

·       Finde gnisten og varmen i parforholdet igen

·       Få sparring i forhold til børn, hverdags- og familieliv

·       Få ryddet op i skilsmissen og komme videre i dit liv

·       Få hjælp til at udrede svære familiemæssige konflikter

·       Få vejledning i forhold til dit barns og dermed familiens vanskeligheder

·       Få vejledning i forhold til adoption, enten som voksen adopteret eller som adoptivforældre.

Din arbejdsplads:

·       Få bedre forhold på dit arbejde, til din leder eller kolleger

·       Få supervision i forhold til svære sager på dit arbejde

Din selvudvikling:

·       Lære dig selv at kende og finde dit selvværd

·       Blive mere bevidst om dine reaktionsmønstre og uhensigtsmæssige vaner

·       Blive mere bevidst om din måde at være sammen med andre på

·       Blive god til at udtrykke dig som den du er

·       Finde dine indre ressourcer, opdage nye mål og måske gå nye veje

·       Lære at sætte sunde grænser over for dine medmennesker

·       Lære at meditere og skabe ro og balance i hverdagen

·       Få Mindfulness integreret i din måde at betragte dig selv og din omverden.

Metode og værdigrundlag – sådan arbejder jeg

·       Eksistentiel psykoterapi

·       Tilknytningsteori

·       Familieterapi og relationskompetence

·       Mindfulness MBSR og MBCT

Den eksistentielle psykoterapi

Bygger på menneskets erkendelser i forhold til dybere grundvilkår, som ensomheden, døden, meningsløsheden og friheden til at vælge. At erkende vi ikke er udødelige men må tage ansvar for vores eget liv og valg, kan bære den frugt med sig at vi formår at vågne op til livet med mere kvalitet, vågenhed, glæde og ansvar. At leve i dette nuværende øjeblik med erkendelse af at hverken fortiden eller fremtiden, men kun nutiden, skaber vores liv, og lære at blive bedre til at være i det NU, forgrener sig på mange måder som en livskraft og lykke intensitet i livet. Vi oplever i nuet en langt dybere dimension af livet og kommer i bedre kontakt med os selv og andre.

I den eksistentielle psykoterapi siger man at vi bør have sunde forsvarsmekanismer som skal:

·       Beskytte os mod dødsangst uden at fortrænge at vi alle skal dø.

·       Gøre det muligt både at udholde en viden om, at vi basalt er alene og dog turde knytte os til andre.

·       Gøre det muligt at håndtere frie valg og dermed påtage os ansvaret for vores egen tilværelse.

·       Gøre det muligt at skabe mening i en tilsyneladende meningsløs tilværelse.

Mine primære inspirationskilder er Irvin Yalom, Ernesto Spinelli og Daniel Stern.

Tilknytningsteori

Belyser hvordan det lille menneskebarns overlevelse afhænger af at være ikke bare fysisk beskyttet af men også i følelsesmæssig kontakt med en tilknytningsperson. For at få så meget som mulig kontakt og kærlighed nedtoner/undertrykker barnet sider af sig selv som forældrene ikke kan imødekomme. Barnet danner sig et tilknytningsmønster og måder at opleve sig selv. Dette mønster og denne selvoplevelse forbliver grundlag for måden at opleve sig selv og andre og dermed for måden at være relateret til andre mennesker livet igennem. Mønstrene kan ændres og udvikles senere ilivet i andre nære relationer, blandt andet gennem psykoterapi.

Mine primære inspirationskilder er Bowlby, Eriksson, Winnicot og Mahler.

Familieterapi og relationskompetence

Tager udgangspunkt i samspillet imellem mennesker og vores evne til at skabe ægte kontakt som bygger på ligeværd og respekt. Vi har alle brug for at være i givende relationer hvor kontakten er ægte, autentisk og ligeværdig, ikke mindst når vi er sammen med vores børn. I relationskompetencen gøres der op med den gammeldags diktatoriske opdragelse, ud fra det menneskesyn at børn er ligeværdige og selvstændige individer, der naturligvis skal have positive grænser, men fra den voksne som en beundringsværdig rollemodel snarere end som en autoritet.

Når vi som voksne viser hvem vi er, på godt og ondt, lærer vi samtidig vores børn at de er fuldendte mennesker, som har ret til at blive elsket og respekteret, som de er. Børn der haft gode opvækstbetingelser og fået lov at opbygge et godt solidt selvværd, hvor de er blevet set, hørt og anerkendt, går igennem livet som harmoniske mennesker.

I relationskompetence taler man således om at det er i den ligeværdige anerkendende kontakt at kilden til forandring og udvikling ligger. Når et medlem af familien har et problem, har hele familien et problem, og når der sættes ord på det som sker i familiens kontakt, eller måske mangel på kontakt, kan det åbne op for helt nye dimensioner for familien som helhed.

I et familieterapeutisk procesarbejde er det essentielt at hele familien er indforstået og tager del i processen. Her kan det også være gavnligt for børnene at deltage i samtalerne, som ligeværdige medlemmer af familien.

Som familieterapeut tager jeg udgangspunkt i Walter Kemplers teorier og metoder samt familieterapeuter Jesper Juul, Helle Jensen og Peter Mortensen, Dansk Familieterapeutisk Institut.

 

Hvordan foregår det?

En terapeutisk samtale bygger først og fremmest på tryghed og tillid, og derfor har du altid mulighed for at få en indledende snak i telefonen før du forpligter dig til at mødes med mig. Det kan være vi kun skal mødes én gang om det tema du kommer med, men oftest vil der være tale om et kortere eller længere procesarbejde, som du selvfølgelig bestemmer undervejs.

Det er vigtigt for dig at vide, at jeg er underlagt fuld tavshedspligt under hele forløbet og følger de etiske regler for Dansk Psykoterapeutforening. Jeg modtager løbende supervision af godkendte psykologer og psykoterapeuter og deltager i relevante kurser.

Hvad koster det?

En psykoterapetisk samtale koster 800 kr. for en time for beskæftigede og 600 kr. for ledige, studerende eller pensionister. Ved afbud senere end 24 timer før aftale, indkræves 50% af honoraret på faktura. Du kan vælge at betale kontant eller forud til Danske Bank Erhverv reg.: 9762 konto: 10289882 eller mobilepay: 23425604 mærk: Terapi.

Hvordan kontaktes?

Du er velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende telefonisk samtale på 2342 5604 eller online her

 

AT LEVE I NUET ER LIVETS TEKNIK

OG ALLE FOLK GØR DERES BEDSTE.

MEN HALVDELEN VÆLGER DET NU, DER GIK,

OG HALVDELEN VÆLGER DET NÆSTE.

 

- PIET HEIN