Blog Et frit sind

 

 

Et frit sind

 

 

- reflektioner om livets mening set i lyset af mit ungdomsidols alt for tidlige død.

 

 

 

Det er anden juledags morgen, og nyheden om min ungdoms store idol George Michaels død bimler ind på de sociale medier. Kun 53 år gammel og ud fra hvad man kan læse sig til, var han trods sin status som en af verdens største popstjerner ikke et lykkeligt menneske. Han citeres i interview for at have haft meget lidelse forbundet med det at være både kendt og udskældt homoseksuel og hans tabloid biografi omfatter både seksuelle skandaler, politidom, dødsfald af HIV-ramt kæreste og sin elskede mor, turbulente og forliste parforhold og misbrug af marihuana og kokain, og som han selv har beskrevet det ”tyve år med selvdestruktion”. Han ender livet med at sove stille ind på grund af en fejl i hjertet. Må han hvile i fred og være evigt takket for al den vidunderlige musik, han har givet verden og hans åbne frie livsstil, vi som unge har kunnet spejle os i.

Når jeg på en dag som i dag hører om endnu et nyt dødsfald blandt mine ungdomshelte, bliver jeg fyldt med eftertænksomhed om livet og dets mening. Hvor kort og skrøbeligt livet i det hele taget er, og at vi alle er på vej derhen fra det øjeblik, vi fødes. Dette korte dyrebare menneskeliv. 

Jeg løb derpå en tur i storm, regn og rusk rundt om den lille skovsø tæt på mit hjem, og sindet ledte mig igen til mit ungdomsidol George. Selv en af de mest succesfulde mennesker i verden har haft et liv med stor ulykke og lidelse og ender livet i så ung en alder. Det gør dybt indtryk på mig. Endnu engang tvinger det mig til at se livets illusion i øjnene. Illusionen om at ”det lykkelige liv” eksisterer overhovedet. Illusionen om at rigdom og berømmelse er vejen til lykken. Illusionen om at vi er vores egen lykkes smed. Jeg tror ikke på den illusion.

For mig er den eneste vej ud af lidelsen og ind til lykken et indre arbejde i at finde balance og ligevægt gennem erkendelse af vores eget sind. Før vi er i stand til at sætte vores sind frit, tror jeg ikke, vi virkelig kan være lykkelige. Om George Michael nåede at frisætte sindet har jeg intet begreb om, men noget tyder på, at han også bare var et menneske, der måtte dulme smerten, når den var værst, og med en livsstil som (måske) endte med at svække hans hjerte. Og nu er han borte. Om man mener, hans bevidsthed lever efter døden, er et religiøst anliggende, som mange traditioner giver deres bud på. For mig er det knap så interessant lige her og nu. Det, jeg sidder med, er håbet om, at han tog nogle vigtige erkendelser med sig ind i døden. At livet har gjort ham klogere på livet. Er der en bevidsthed der på en eller anden vis lever videre, er det (måske) disse erkendelser, der udgør en dybere eller højere mening med livet? 

Men for mig er det endnu vigtigere, hvordan vi lever vores liv her og nu. Om de valg vi træffer sker ud fra en klar bevidsthed, eller om vi mest af alt lever i en ubevidst tåge. At kunne leve med sit sind uden at flygte fra det på alle de tænkelige måder, vi kan gøre det på, er det allerstørste og allersværeste arbejde vi overhovedet kan udrette.

Da jeg denne morgen eftertænksomt og regnvåd luntede tilbage ad skovstien med min energiske lille hund, mærkede jeg igen en enorm lyst til at skrive. Skrive om livet og dets underfundighed. Om sindets frigørelse, som jeg er overbevist om er muligt for alle at opnå. At lære sindet at kende med alle dets krummelurer og afkroge og med bevidsthed at kunne leve og træffe sine valg, dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik, er bestemt muligt. Meget simpel metode, men bestemt ikke nem! Men muligt, for alle. Det er den gode nyhed!

Med sindet forstås alle vores følelser, emotioner, tanker, perceptioner og mentale konstruktioner. For mig er det den største og smukkeste kunst her i livet at kunne kende sit sind på en måde, så alle følelser og tanker kan rummes uden at give anledning til uhensigtsmæssig reaktion, flugt, afvisning, benægtelse og fordømmelse. At kunne leve med sit sind, som om det var ens bedste ven og kærlige vejviser, der også tilgiver og kærligt tager sig af os, når vi alligevel falder i og reagerer og handler uhensigtsmæssigt, og endda nogen gange ukærligt. At kunne leve i kærlighed, fred og sameksistens med alle andre mennesker, fordi vi har indset, at vi alle sidder i den samme saks, så længe vi er gidsler af vores sind.

Jeg har valgt at bruge mit liv på at undersøge mit sind og undervise andre i det, netop fordi jeg ser det som den eneste farbare vej, der kan frigøre mig som menneske. Der er for mig intet Guld, ingen Gud og ingen Guru, der kan sætte mig fri. Det er kun mig selv der kan frisætte mit sind. Kun mig selv der kan gøre det grove arbejde. Men allervigtigst er erkendelse af, at mit sind kun kan blive frit, hvis processen går hånd i hånd med hjertets opblødning. At træne sindet er per definition det samme som at træne hjertets naturlige evne til at mærke empati og medfølelse. Det er en empirisk lovmæssighed, som alle har mulighed for at erfare. I stilhed sidde med sit sind, åbner langsomt hjertet, her forstået som varme følelser af kærlighed til sig selv og andre. Som fuglen har to vinger består træning af sindet både af indsigt og kærlighed.

For under to måneder siden sad jeg ude i et kloster i Nepal og blev guidet i en meditation og kontemplation på det dyrebare menneskeliv. Vi blev bedt om at meditere på spørgsmålet om dødens mange årsager. At døden kan komme når som helst og hvor som helst, og den kan have nærmest ubegrænsede årsager. Jeg har mediteret mange gange før på døden ud fra det perspektiv, at vi lever lige nu og her, og det giver så meget mening at værdsætte livet lige nu. At tiden rinder ud for os alle, og hvordan har vi valgt at bruge vores liv? Hvad har vi egentlig bragt til verden i vores korte levetid? Er der noget vi kan tage med os? Har vores liv været til gavn? Er der noget, vi erkender nu og ønsker at ændre, før det er for sent? Det giver rigtig meget mening at forholde sig til døden for at kunne leve livet til fulde.

Men at kontemplere på dødens utallige årsager var dog en ny oplevelse for mig, som jeg sad derude på min meditationspude i klosteret i Nepals bjerge. Som lyn fra en klar himmel slog det mig, at jeg om lidt kunne kvæles i min varme the, hvis jeg fik væsken galt i halsen. Altså jeg behøvede ikke engang at blive kørt ned af en scooter på Kathmandus vilde veje, eller crashe med mit fly hjem om et par uger. En skefuld the galt i halsen kunne slå mig ihjel på stedet! Pludselig stod det klart for mig, at jeg virkelig og vitterlig kan dø hvert øjeblik. Da jeg plejer at betragte mig selv som et menneske, der ikke lever med nogen form for dødsangst, vendte oplevelsen op og ned på dette selvbillede, da jeg måtte indse og erkende, at tanken om aldrig at vende hjem til mine kæreste børn og igen se ind i deres smukke ansigter, var så smertefuld at tårerne væltede ud i stride strømme, som af en vandhane jeg i det øjeblik aldrig troede ville stoppe igen.

Oplevelsen har gjort så stort indtryk på mig, da jeg har indset ikke kun hvor værdifuldt dette liv er, men også hvor skrøbeligt det er. Der skal rent faktisk ikke ret meget til, før hjertet går i stå. Som det skete for mit ungdomsidol i dag. At vi også kan dø af sorg og smerte i sindet som forplanter sig som sygdom i kroppen, ved vi i dag er et videnskabeligt faktum. Forbindelsen mellem krop og sind behøver vi ikke engang at diskutere længere.

Sindelagstræning, at træne sindet på en måde så vi lærer det så godt at kende, at tanker og følelser ikke længere er styrende for vores måde at vælge og handle, gør os til herre i eget hus. Til vores egen indre beskytter. Og til hinandens beskyttere, fordi vi også kommer i en dybere kontakt til hjertets blødhed og derfra træffer vores valg baseret på etik, empati, kærlighed og medfølelse.

Jeg tror på, dét er den eneste farbare vej for mennesket. Det giver mig glæde og håb at skrive om det, da jeg derigennem mærker livets bankende puls. At livet er fuldt ud værd at leve og har potentiale til uendelig lykke, hvis vi transcenderer sindet og lutrer hjertet.

Tilbage fra løbeturen og efter et varmt bad, sidder jeg nu med en varm kop the og lytter til min nu afdøde ungdomsidols inderlige stemmes klang og sender ham en usigelig tak ikke kun for musikken, han efterlod til os alle, men også fordi jeg i dag fik åbnet endnu en dør til mit hjerte og erkendelsen af livets dybere mening.

 

Julen 26. december 2016

 

 

 

 

AT LEVE I NUET ER LIVETS TEKNIK

OG ALLE FOLK GØR DERES BEDSTE.

MEN HALVDELEN VÆLGER DET NU, DER GIK,

OG HALVDELEN VÆLGER DET NÆSTE.

 

- PIET HEIN