Blog: Viktor Frankl

 Livet er, hvad du gør det til 

 "Life's what you make it"

 

  Livsvisdom fra Viktor Frankl (1905-1997)

 - Om at bryde ud af rollen som gidsel i sit eget liv og bruge den medfødte evne til at vælge friheden.

Som psykoterapeut hører jeg mange livshistorier fra mennesker, der har gennemlevet stor smerte og mange lidelser. En kvinde fortalte mig forleden om, hvordan hun er vokset op i et hjem med en alkoholisk far, der var nærgående og voldsom i sin fuldskab, og som hun altid var bange for. En barndom præget af misbrug, vold og daglig kaos forfulgte hende ind i hendes eget voksne liv med misbrug, vold, fratagelse af retten til sine børn, utallige udredninger og diagnoserne ptsd, borderline, adhd, angst, slidgigt, diskus prolaps, kroniske smerter og perioder med depressioner. Der er ikke grænser for den medfølelse jeg mærker i hjertet, når jeg lytter til et medmenneske, der med min dybeste respekt og fulde nærvær, vælger at bryde tavsheden, trodse skammen og fortælle om, hvordan det virkelig opleves at leve hendes liv.

Spørgsmålet er, hvordan jeg kan hjælpe et menneske, der har været så meget igennem og konstant befinder sig i livets fulde katastrofe?

Faktisk tror jeg ikke, at jeg kan hjælpe hende, men kun at hun kan hjælpe sig selv. Det eneste jeg kan tilbyde hende er at stille op og være der sammen med hende for at undersøge, de indre redskaber hun selv har til rådighed, der giver heling. Hun kan hjælpe sig selv, fordi hun bærer en iboende evne til, som alle andre mennesker, at arbejde med sig selv. I virkeligheden er det største og sværeste arbejde vi kan gøre, arbejdet med os selv. Men tænk hvilken gave, at vi rent faktisk har den mulighed!

Vi fødes ind i verden med en ”medarvet” eksistentiel lidelse. Det at være menneske vil sige at leve med både lykke og lidelse. De to ting hænger unægtelig sammen, som nat og dag, som lys og mørke, som ja og nej; det er to sider af samme sag, den ene komplementerer og forudsætter den anden.

Vi fødes med lidelse, fordi vi har en medfødt stræben efter noget andet, end det vi allerede har. Vi ønsker os meget ofte over på den anden side af hækken, hvor græsset altid er grønnere, smukkere, rigere og lykkeligere. Aldrig er vi helt tilfredse med der, hvor vi er, eller det som vi har. Begæret efter mere, større, bedre – lagt sammen med vores nedarvede ”negative bias” der fokuserer på det mangelfulde snarere end det fuldstændige, gør at vi altid mærker en større eller mindre, nagende utilfredshed.

Men lykken og den indre balance og tilfredsstillelse er opnåelig for alle, selv under de værst tænkelige forhold. Dette er det allervigtigste, eksistentielle og sande budskab i denne verden, mener jeg. Uanset hvilken ulykke vi står i, uanset hvilke traumer vi har oplevet, uanset hvordan vores liv har udfoldet sig – så har vi altid en mulighed for at opnå lykke og indre fred.

Der er en stor nu afdød mand jeg har lært dette af. Det er den østrigske læge, psykiater, eksistentielle psykoterapeut, filosof og forfatter Viktor Frankl (1905-1997), som må siges at have været en af de største inspiratorer for det moderne menneske. Hans egen livserindring som tidligere jødisk fange i fire år i koncentrationslejre under Holocaust, er et levende bevis på, at midt under de allerværst tænkelige og umenneskelige forhold i koncentrationslejren kunne han bevare en tilstand af indre lykke, kærlighed, skønhed og en vedvarende tro på at der var en højere mening med livet.

Under sin tid i KZ-lejrene Auschwitz, Dachau og i alt fire forskellige lejre under Anden Verdenskrig, udviklede han sin eksistentielle teori Logoterapien på baggrund af studier af sig selv og de andre fangers adfærd i koncentrationslejrene. Han blev befriet af englænderne i 1945 ved krigens afslutning og det siges, at han satte sig ned i 9 dage og skrev ud i ét træk den kendte bestseller og hans livsværk ”Man's Search for Meaning” (Menneskets søgen efter mening). En bog der, da han selv døde som 79-årig, var blevet solgt i over 10 millioner eksemplarer, genoptrykt 73 gange og oversat til 24 sprog og bliver brugt som undervisningsmateriale i både folkeskoler og på højere uddannelser verden over. En bog der har inspireret så mange mennesker, fordi den viser, at mennesket har muligheden for at redde sig selv, bevare glæde og sundhed, kærlighed og medfølelse og skabe mening selv i det meningsløse.

Frankl beskriver oplevelserne i koncentrationslejren med klare og nøgterne beskrivelser af, hvordan han og de øvrige fanger blev fragtet med et godstog pakket til bristepunket af flere tusinde mennesker i en vogn, og pludselig opdager, at de er på vej til Auschwitz med en efterfølgende reaktion af frygt og rædsler i hele toget. De hæslige rædsler ved at ankomme til fangelejren og blive delt op i en gruppe for de syge og svage, der blev ledt direkte ind i gaskammerene for at blive gasset, og brændt i krematorierne, og de sunde og stærke, heriblandt ham selv, der fik lov at overleve. Den følgende daglige kamp, de hver dag gennemlevede for at vise sin styrke og få lov at bevare livet som arbejdsfanger, der under de værst tænkelige vilkår fra tidlig morgen til sen aften og i al slags vejr uanset om det var frost og sne i den polske lejr, men som trods alt var bedre end at miste livet i gaskamrene. Kampen for overlevelse fra dag til dag, hvor alt andet trådte i baggrunden og var skåret helt ind til eksistensens minimum.

Men udover fangelejrens skrækkelige gru og rædsler beskriver han også, hvordan der selv under alles kamp mod alle for overlevelse, og hvor den daglige madration bestod af en lille skål tynd suppe og en luns brød, alligevel og der tiltrods også fandtes menneskelig varme og kærlighed blandt fangerne. Flere smukke beretninger fortæller han om, hvor fangerne nogen gange lykkedes at arrangere aftener med musik og sang, og hvor glæden og humoren var med til at løfte fangerne op af deres triste og udsigtsløse situation. Sådanne aftener i fangelejren kunne en af fangerne komme løbende til de andre og råbe, at de skulle skynde sig uden for, for der at opleve den smukkeste solnedgang over bjergene. En oplevelse der til stadighed mindede dem om, at der var skønhed at finde selv inden for lejrens grå og mørke mure. En anden historie beskriver hvordan de blev fragtet fra Auschwitz til Dachau og krydsede Østrigs hovedstad Wien som var Viktor Frankls egen hjemby, og hvordan hans oplevelse af at kunne nyde et øjebliks udsyn til byen ud af en minimal sprække i togets vindue, i sig selv bragte så meget lykke og håb for livet, han og fangerne kunne overleve på.

Og kærligheden trækker han gentagne gange frem som den allervigtigste egenskab, der reddede ham igen og igen i de barske krigsår, hvor han mistede både sine forældre og sin bror (kun søsteren overlevede Holocaust), og sin unge hustru, som ventede deres første barn. De helt tidlige morgener i kulde og mørke vandrede de som fanger ud til jernbanerne og minerne for at arbejde, med bare fødder i tyndslidte sko og med frosten og smerten bidende i hele kroppen. I disse morgenstunder som på andre tidspunkter af dagen, førte han indre samtaler med sin elskede hustru, samtidig med at han forestillede sig hende og hendes nærvær. Hvad han ikke vidste var, at hans kone i den unge alder af 24 år døde i den nærtliggende koncentrationslejr i Auschwitz. Men dertil trods levede hans kærlighed til hende og blev bærende for hans overlevelse og lykke. ”All you need is love”, skriver han.

Viktor Frankl var læge, og det gav ham muligheden for at hjælpe de hundredvis af syge tyfus patienter i lejren. Han fandt der sin egen lille niche og en dybere mening med livet i lejren. Han var to gange tæt på at flygte med en anden medfange, men han valgte bevidst at blive i lejren, fordi hans patienter havde brug for ham. Han fandt altså sin egen dybe mening og højere mål, og dette var ligeledes en af de konklusioner han udledte i sin logoterapi – at lykken handler om ”menneskets søgen efter mening”. I samme ånd udledte han af sine egne livserfaringer, at succes ikke opnås, hvis den efterstræbes, men den er et bi-produkt af at kæmpe for en vigtig sag.

På et tidspunkt gik det op for ham, at der var mennesker i lejren, som valgte at forholde sig tappert til deres livssituation, og dermed opdagede han, som han sagde, ”en frihed som ingen kan tage fra os, nemlig friheden til at vælge attitude i forhold til et givet sæt af omstændigheder” eller: vi bestemmer selv, hvordan vi forholder os til vores skæbne.

Hvad der gør Frankls eksistentielle teori helt igennem troværdig er, at de bygger på hans eget levede liv, trods det at han også var dybt inspireret af hans samtids andre store tænkere som Freud, Adler og Nietzche. Den eksistentielle livsanskuelse handler om de fire grundlæggende livsvilkår, som vi bliver nødt til at forholde os til og have overlevelsesstrategier til at håndtere: At beskytte os mod dødsangst uden at fortrænge, at vi alle skal dø. At gøre det muligt både at udholde en viden om, at vi basalt er alene og dog turde knytte os til andre. At gøre det muligt at håndtere frie valg og dermed påtage os ansvaret for vores egen tilværelse. At gøre det muligt at skabe mening i en tilsyneladende meningsløs tilværelse.

Frankls ord formuleret i et moderne sprog, kunne lyde noget i lignende af, at det ikke er hvordan du har det, men hvordan du tager det. I bund og grund kan vi ikke altid vælge livets omstændigheder, og livet er for os alle præget af både op- og nedture, bølgerne kommer og går, og intet er bestandigt i dette liv. Men vi kan lære at lægge os på bølgerne og surfe på dem. Lykken ifølge Viktor Frankl afhænger af om livet giver mening eller som formuleret i hans berømte citat: ”Those who have a 'why' to live, can bear with almost any 'how'”.

Vi kan ikke altid ændre vores livsomstændigheder, men vi kan vælge hvordan vi forholder os til dem. Det er i bund og grund os selv og kun os selv, der kan vælge, hvordan vi har det.

Det mest berømte citat af Frankl bruges i dag i flere såvel terapeutiske som filosofiske sammenhænge. ”Mellem stimulus og respons er der et rum. I det rum ligger vores kraft til at bestemme, hvordan vi vil reagere på det, der hænder os. I den reaktion, vi vælger, ligger vores frihed og vækst”.

Viktor Frankl vidste om nogen, hvad han snakkede om. Som KZ-fange var han berøvet stort set alt. Men der var noget, som ingen kunne tage fra ham...hans ret til at vælge sin indre indstilling til det han oplevede. På et tidspunkt tog han den beslutning, at han i enhver henseende ville udnytte den lille plads, der er mellem stimulus (det, der blev gjort mod ham), og respons (hans reaktion på det, der blev gjort mod ham). På den måde lykkedes det ham at sikre sin psykologiske og måske også fysiske overlevelse, på trods af de horrible ting, han blev udsat for.

Han lærer os, at vi ikke altid kan ikke ændre vores livsomstændigheder, men vi kan vælge hvordan vi forholder os til dem. Det er i bund og grund os selv og kun os selv, der kan vælge, hvordan vi har det og tager det. Livet er, hvad du gør det til. Life's what you make it.

En virksom måde at arbejde med ”hjælp til selvhjælp” kan være at træne vores iboende opmærksomhedsevne på en måde, så vi lærer at være til stede med de skiftende tilstande – såvel indeni og udenfor os selv – med tilladelse, accept, undersøgelse, vedholdende tålmodighed og en ikke-dømmende venlighed – også kaldt mindfulness.

Det er med stor glæde i hjertet, at mennesker selv kommer og rækker ud efter denne "hjælp til selvhjælp", og gang på gang bliver jeg som psykoterapeut bekræftet i, at vi alle besidder evnen til at lære at leve med det der er og var, og selv med en bagage så tung fra fortiden, kan finde ind til livets skønhed, kærlighed og mening.

 

 

 

AT LEVE I NUET ER LIVETS TEKNIK

OG ALLE FOLK GØR DERES BEDSTE.

MEN HALVDELEN VÆLGER DET NU, DER GIK,

OG HALVDELEN VÆLGER DET NÆSTE.

 

- PIET HEIN