Blog: Skumfidustesten

Lær dit barn at udsætte sine behov, og det får en bedre fremtid!

Nu er der igen opmærksomhed på de banebrydende forskningsforsøg der blev foretaget af psykologen Walter Mischel i 1960'erne på Stanford Universitet i Californien, kendt som Marshmallow - skumfidus-testen. Det handler om en meget simpel test, hvor et 4-årigt barn efterlades i et rum foran et bord. På bordet ligger der et stykke slik – mere præcist en luftig skumfidus. Barnet har fået besked af en forsker om, at det godt kan spise slikket, men hvis det lige kan vente, indtil forskeren kommer tilbage fra et ærinde, der viser sig at tage omkring et kvarter, så får barnet hele to skumfiduser. De 300 børn, der gennemgik testen, blev videoptaget på film, som viser, hvordan nogen af dem vrider sig, sparker i luften og skjuler ansigtet; det er ren tortur. Nogle børn kan vente samtlige 15 minutter. Andre spiser skumfidusen med det samme.

Da forskeren senere vendte tilbage til børnene flere år senere, var tendensen klar. De børn, der havde ventet den fulde tid på skumfidus nummer to, var som 18-årige endt som mere socialt kompetente, havde større selvtillid, flere venner, klarede sig langt bedre i skoleprøver og var kommet ind på bedre universiteter.

Dem, der spiste slikket med det samme, var mere isolerede, mente i højere grad, at de selv havde en ’skidt karakter’, var i højere grad bøller, havde sværere ved beslutninger og klarede sig akademisk dårligere.

Der var altså en klar en sammenhæng mellem den slags selvkontrol – behovsudskydelse, som man kalder det – og succes i livet. Det var vel at mærke blandt børn, der ellers kom fra nogenlunde samme sociale baggrund – øvre middelklasse. Dermed har testen vist sig at være effektiv til at forudsige barnets fremtid.

Men det stopper ikke her. I 2008 var der igen fokus på resultaterne af testen, da en professor i neurovidenskab og psykologi John Jonides fra Pennsylvania Universitetet, der arbejdede sammen med den på det tidspunkt 70-årige Walter Mischel, nu fandt andre væsentlige forskelle på de to grupper. Den tredjedel af børnene, der ikke kunne foretage behovsudskydelse, viste sig i gennemsnit at have en højere kropsvægt og BMI, der var en øget forekomst af crackmisbrug hos denne gruppe, de var oftere blevet skilte fra deres partnere, havde dårligere betalte job og klarede sig også dårligere på universitetet.

På det tidspunkt begyndte man at undersøge de nu mere end 40 år gamle testpersoner ved hjælp af den nye magnetiske resonanshjerneskanner (MR-skanner), som viste at særlige områder af hjernen lyste, når folk blev bedt om at vælge mellen en gevinst nu eller en større gevinst senere. Dette var epokegørende forskning, der senere udviklede ny viden om sammenhængen mellem evnen til at udskyde et behov til den forreste del af hjernen, som i dag kendes som præfrontal kortex. Dette område i hjernen er kendt i forbindelse med at multitaske, at bevare overblik og et fremtidigt mål for øje. Man kalder også området for den eksekutive funktion, der både styrer hukommelsen, beslutningstagning og helhedsoplevelse, og f.eks. kunne holde det klart i sindet, hvad en madopskrift skal ende med. Præfrontal kortex integrerer hukommelse og følelser, overblik, mål, kontrol og beslutninger – nøjagtig som en god virksomhedsleder, hvorfor man også sammenligner den med hjernens CEO!

Det testen viser, er den tilsyneladende sammenhæng mellem behovsudskydelse og succes senere i livet- Dette er egentlig et positivt fund, som giver nye muligheder og rejser interessante spørgsmål. Har folk med ringe behovsudskydelse en manglende koncentrationsevne? Eller har de svært ved at distrahere sig selv og tænke på noget andet end fristelsen fra en skumfidus? Eller er det noget helt tredje?

Hvis der er betragtelige forskelle i små børns evne til at udskyde behov, og at denne evne ser ud til at være stabil de første 40 år af ens liv, så antyder det, at en stor del af et menneskes opførsel gennem livet kan forudsiges på et meget tidligt stadie. Og så kan man forestille sig et træningsprogram, hvor børn, som er dårlige til behovsudskydelse, kunne få nogle værktøjer. Dermed kunne det få gennemgribende betydning senere i deres liv.

Forskningsresultaterne er yderst interessante i forhold til at træne børns opmærksomheds- og nærværsevne, altså mindfulness, som netop udvikler barnets evne til at acceptere både behagelige, ubehagelige og neutrale tilstande, som eksempelvis behovsudsættelse, på en måde så den reaktive ”stress” udskiftes med en mere tålmodig, vedholdende og hensigtsmæssig respons.

I disse tider hvor der er så stor fokus på børn med opmærksomhedsforstyrrelser, er det interessant at udvikle metoder til større nærvær, opmærksomhed og dermed bedre evne til behovsudskydelse hos børn med ADHD og ADD. Nøjagtig den tendens i samfundet vi oplever i disse år, hvor børn i den grad har brug for disse indre redskaber.

Nu i 2014 er der udkommet en ny udgave af ”Mischels Skumfidustesten – nøglen til selvkontrol”, og det nye er, at man nu bringer Freuds teori fra 1911 ind i billedet. Freud fandt ud af at barnets overgang fra at være fuldstændig impulsstyret til at kunne udsætte sine behov skete, når barnet kunne skabe et hallucinatorisk billede af begærsobjektet – altså moderens bryst – og fokusere på det. Barnet kan altså bruge det mentale billede til at udskyde og undertrykke sine impulser til at tilfredsstille behov her og nu. Mischel tog Freuds teori med ind i laboratoriet til hjerneskanneren og og bad sine forsøgspersoner om at forsøge at sætte den skumfidus, de så fristende havde foran sig, i en mental ramme, for at se, om det hjalp dem til at kunne vente på belønningen i form af en ekstra skumfidus. Hver viste forskningen, at hvis man viste de børn, der deltog i undersøgelsen, et billed af skumfidusen, frem for at den rent faktisk stod foran dem på bordet i sin varme, bløde, farverige substans, så kunne barnet udskyde sit begær næsten dobbelt så længe.

Med sine adfærdsstudier konkluderer Mischel, at individet har en mulighed for at forme sig selv og i bogstaveligste forstand holde hovedet koldt for at kunne forbedre sit liv. Samtidig anerkender han, at vi kan blive for kontrollerede og også har brug for at give efter for vores begær, skumfidusen, engang imellem. Med sin kendte teori, vil han forandre Decartes dictum til: ”Jeg tænker, derfor kan jeg forandre den, jeg er.”

Artiklen er skrevet af Rikke Braren Lauritzen med inspiration fra studier i aviser, 2015.



 



 

 

AT LEVE I NUET ER LIVETS TEKNIK

OG ALLE FOLK GØR DERES BEDSTE.

MEN HALVDELEN VÆLGER DET NU, DER GIK,

OG HALVDELEN VÆLGER DET NÆSTE.

 

- PIET HEIN