Mindfulness & samtaler til unge

Til dig som er ung og mangler gode redskaber til bedre trivsel

Flere og flere unge henvender sig til mig, fordi de trives dårligt i deres hverdag. De kommer med problemer som skolestress, koncentrationsbesvær, lavt selvværd, indestængt vrede, følger af mobning, angst, spiseforstyrrelse, tristhed, manglende livsglæde, konflikter med andre, svære familierelationer og andet.
Ungdomsårene kan være vanskelige, da der er mange krav og forventninger, og den nye identitet som snart voksen kan være svær at hitte rede i. Dertil kommer nye udfordringer med venner, kærester og måske gruppepres. Mange unge føler sig også ensomme og mangler fortrolige at tale med, og man kan i den alder føle sig forkert og ikke forstået af andre.
Jeg kan tilbyde dig som er ung en samtale om det, som er svært for dig. Jeg har erfaring med unge mennesker fra min undervisning og terapi og fra mine egne teenagebørn, min søn på 18 og datter på 15 år. Og jeg har rigtig gode erfaringer med at bruge mindfulness til unge mennesker som dig, som giver nogle konkrete redskaber at tage i brug, lige når du står i de sværeste situationer.
 
Mindfulness skal trænes som en opmærksomhedsmuskel, og derfor bygger jeg forløbene op over  minimum 8 gange, hvor du kommer i min klinik under trygge rammer, og vi laver øvelserne sammen.
Jeg har udviklet 16 forskellige mindfulnessøvelser på en app til unge mennesker, der hjælper til mere ro, koncentration, balance, glæde, og accept af dig selv, som den du er.  Det kan være en kropsskanning, en guidet åndedrætsøvelse, forskellige siddende meditationer, yogaserier, sanseøvelser, m.m. Jeg arbejder særligt med øvelser der fremmer din egen venlighed og omsorg for dig selv, og som også kan forbedre dine relationer til andre, dine venner, kæreste, familie osv.  Øvelserne har en tydelig effekt på, hvordan du oplever dig selv og andre.
Alle øvelserne er på 5-10-15 eller max 20 minutter, da det forskningsmæssigt er passende til din aldersgruppe.
Vi arbejder også med de tanker og følelser du har, og du får redskaber til at få vendt de negative tankesæt til mere gavnlige og positive. Du lærer dig selv at kende på en måde, som du altid har med dig fremover.
Hver session består af et undervisningstema, hvor vi taler sammen om, hvad du tænker, og hvordan du kan relatere det til dig selv. Herefter praktiserer vi øvelser, og du får en arbejdsbog med hjem med opgaver, som du kan registrere i en personlig dagbog. På den måde bygges mindfulness træningen op trin for trin, i takt med at du får større bevidsthed om, hvordan du kan hjælpe dig selv i svære situationer.
Sessionerne er på 1 time pr. gang, og vi arbejder mest med kroppen på yogamåtter på gulvet.
Det er altid muligt for dig at ringe, sms eller maile til mig undervejs, så jeg kan følge dig undervejs. Du skal også vide, at jeg har tavshedspligt, så det du fortæller mig kommer ikke videre til andre. På den måde kan du få et rum, hvor du kan være dig selv, og hvor du kan få slappet af og komme til kræfter og få ny energi.
Du kan komme efter skole om eftermiddagen eller i weekenden.
Dine forældre er dog meget velkomne til det første introduktionsmøde, hvor du møder mig og hører om, hvad du kan forvente, og hvordan vi skal arbejde sammen. 
Prisen for et 8-ugers forløb er med studenterrabat og koster 400 kr. pr. session, dvs. 3200 kr. + moms som et forløb over 8 uger. Er mindfulness en del af et behandlingsforløb er det uden moms. Det er altid muligt at lave en afdragsordning eller betale uge for uge. Introduktionssamtalen er gratis.
Hvis du ønsker at komme på et hold / mindre gruppe med andre unge, kan du læse mere om mine weekendkurser for unge her: Ungegrupper.
Du kan læse en ungs beretning fra sit forløb eller min artikel om Mindfulness i Skolen
 
 
P.S.:
Hvis du ønsker det, er det muligt for dig at besøge min gode venindes to heste som står i fold på hendes landsted lidt uden for Silkeborg. Kontakten til hestene enten ved at klappe dem, strigle eller fodre dem eller måske prøve en lille rundtur på hest, kan være en måde for dig at komme godt ned i kroppen og mærke nærværet sammen med hestene. Dette tilbud kan vi integrere i dit forløb, hvis du føler for det.
  
Kontakt: Rikke  2342 5604
Cert. mindfulness/MBSR-lærer, psyko- og familieterapeut MPF og grundlægger af dansk Mindfulness i Skolen program, Sensommervej 135, Silkeborg.

  

 

AT LEVE I NUET ER LIVETS TEKNIK

OG ALLE FOLK GØR DERES BEDSTE.

MEN HALVDELEN VÆLGER DET NU, DER GIK,

OG HALVDELEN VÆLGER DET NÆSTE.

 

- PIET HEIN